- Et minde fra hans barndom.

- Jeg var 8 eller 10 år gammel, og når jeg var alene, malede jeg mig selv med min mors maling. Men jeg gjorde det i hemmelighed, som om jeg var skør.

- Hvordan kom du ud af det med dine klassekammerater i skolen?

- Det var andre tider. Drenge, der så feminine ud, blev udstødt, grinet af, og jeg prøvede at skjule det.

- Og i skolen?

-Jeg blev ved med at spille en rolle, der ikke var min, og lod som om, jeg var en mand. Jeg blev endda gift som 24-årig. Lidelsen blev ved med at hobe sig op, indtil der kommer et øjeblik, hvor man siger: "Enten lever jeg, som jeg er, eller også lever jeg ikke længere."

- Og hun besluttede sig for at ændre sin krop.

"Jeg er 45, og jeg startede officielt overgangen for 6 år siden. Fysisk er det gradvist: hver dag kigger du dig selv i spejlet for at se, om dine bryster er større. Mentalt bliver du mere følsom, dine følelser overvælder dig. Du tager kvindelige hormoner hele dit liv, og også mandlige hormoner, antiandrogener, indtil du bliver opereret."

- Du havde allerede en dato fastsat for kønsskifteoperationen.

-Det var planlagt til 2012, men på grund af nedskæringerne er det blevet udskudt.

- Og hvad vil du gøre?

-At fortsætte med at gå ud hver dag og nyde min femininitet, at være kvinde. Indadtil, udadtil og juridisk set er jeg en kvinde.

- Hvor mange år har det taget dig at tale med denne overbevisning?

- Indtil jeg var 35, da jeg blev henvist til kønsidentitetsenheden på klinikken, var jeg meget forvirret. Jeg følte mig som en kvinde, og samtidig var jeg tiltrukket af kvinder. Jeg forstod ingenting, jeg forstod ikke forskellen på seksuel identitet og seksuel orientering.

-Kan du forklare det?

Mange mennesker tror, at transseksualitet er ligesom homoseksualitet, men det er slet ikke det samme. Kønsidentitet er én ting, og seksuel orientering er noget andet. Du er ikke kvinde, fordi du kan lide mænd; først føler du dig som kvinde, og så kan du lide, hvad du vil.

- Hvorfor er vi kvinder?

-Fordi vi føler os som kvinder. Jeg identificerede mig med piger fra en ung alder.

-Men eksisterer essensen af femininitet? Og hvor er den? I vaginaen? I hjernen? I blikket?

"Den feminine essens mærkes dybt, men den er også i kroppen. Måske ikke for dig, men jeg er fanget i en mandlig krop, og når jeg ser mig selv i spejlet, genkender jeg ikke mig selv. Der findes mange typer transkvinder, men desværre ser vi kun dem på tv, de flamboyante, som La Veneno. Samfundet har ført disse mennesker til at være sådan, men en transperson kan være ingeniør, journalist, butiksassistent..."

-På et tidspunkt i stykket rejser han sig op, peger på publikum og anklager: "Det er jeres skyld."

Folk spørger: "Hvorfor er du sådan?" Jeg fandt svaret i en dokumentar om Guernica. Da nazisterne besatte Frankrig, boede Picasso i Paris, og Gestapo kom ind i hans hus og viste ham et fotografi af Guernica. "Har du malet dette?" spurgte de. Han kiggede på fotografiet og sagde: "Nej, du har malet dette." Men jeg indrømmer, at noget af skylden er min.

-Fordi?

Efter mange års terapi, og takket være dette spil, er jeg nået til konklusioner, jeg tidligere ikke var i stand til at nå. For eksempel at ens selvværd ikke kan afhænge af andres anerkendelse; hvis det at elske sig selv afhænger af, hvad andre synes om en, er man dømt til at mislykkes. Jeg kæmper, fordi jeg stadig søger min families anerkendelse, men jeg kan ikke altid stole på deres anerkendelse for at have det godt.

- Føler du dig udpeget?

-Peget på, stirret på. Mindre og mindre, men én gang om ugen må jeg høre: "Det er en fyr!" Jeg ville ønske, jeg kunne blive usynlig en dag.

- Hvad vil du gerne finde i andres øjne?

- Kærlighed, oprigtighed.

- Og hvad finder du oftest?

-Frygt, bitterhed og frem for alt ensomhed, men jeg ved ikke, om det er en afspejling af min egen frygt, bitterhed og ensomhed.